Jeg er uddannet cand.psych i 2017 fra Københavns Universitet, autoriseret hos Psykolognævnet og medlem af Dansk Psykolog Forening. Jeg er efteruddannet familieterapeut og certificeret i PAR-tjek hos Center for Familieudvikling.

Jeg har erfaring med individuel terapi til unge og voksne, parterapi, familieterapi og gruppeterapi til unge. Den erfaring har jeg fået hos Børn og Unges Trivsel og i privat praksis, hvor jeg tilsammen har haft over 2000 samtaler med unge, par og familier.

Mit terapeutiske afsæt er inden for den narrative og systemiske metode. Det er en metode, som giver plads til, at vi sammen kan være nysgerrige på dit liv. Du behøver derfor ikke på forhånd kunne sige, hvad det er, som der er svært for dig, og hvor du gerne vil nå hen – det vil vi undersøge sammen.

I mine terapeutiske samtaleforløb har jeg særligt fokus på at arbejde med din relation til dig selv, til din historie og til andre. Ofte opstår det svære i kraft af netop de relationelle vanskeligheder vi har – en afdækning af det og dine mønstre kan være en vej hen mod at leve det liv, som du gerne vil.

Måske du også i dit liv kan genkende temaer som selvkritik, præstationspres, selvværdsproblemer, sorg, spiseforstyrrelse, nedtrykthed, angst, ensomhed, overgreb eller udfordrende familiedynamikker?

Det er nogle af de temaer, som jeg arbejder allermest med.


Du kan kontakte mig på josephine@psykologsamtalerkbh.dk eller tlf.51919809