Når et barn omtales som “nemt”, kan det skabe en forventning om, at barnet ofte klarer sig selv, regulerer sine følelser nemt og ikke kræver samme opmærksomhed som andre børn. Men alle børn – også de rolige, tilpasningsdygtige og socialt fleksible – har behov for at blive set, forstået og støttet.

Risikoen er, at det såkaldte nemme barn bliver overset. Deres behov kan være mindre tydelige, men de er ikke mindre reelle. Et barn, der ikke “larmer”, kan stadig være utrygt, stresset eller have brug for hjælp til at sætte grænser.

Mange “nemme” børn er børn, der hurtigt aflæser omgivelserne og tilpasser sig. De mærker måske tidligt, hvad der “forventes”, og kommer derfor til at tilsidesætte egne behov for at skabe ro omkring sig. Det kan på kort sigt virke som en styrke, men på længere sigt kan det føre til:

• svækket evne til at mærke egne grænser
• tendens til overtilpasning og perfektionisme
• vanskeligheder med at udtrykke egne behov
• skjulte stress- eller angstreaktioner

I mødet med disse børn (eller de børn der nu er blevet voksne) kan vi derfor stille os selv spørgsmålet: Hvorfor er det blevet vigtigt for barnet at tilpasse sig? I nogle tilfælde kan tilpasningen være en strategi barnet har udviklet for at kunne overkomme eller undgå noget. Fx kan børn til søskende med store behov komme til at blive den i familien, som skal være den ”nemme” og derfor ikke har plads til at skeje ud, være besværlig eller kræve noget. Det kan være at det ”nemme” barn på den måde lærer at tilsidesætte sine egne behov, stå til rådighed og hjælpe til eller at trække sig fra familien for ikke at fylde. For nogle følger de strategier med langt ind i deres voksenliv på godt og ondt.

De børn som i deres opvækst er blevet kaldt ”nemme” af fx forældre kan også få en forventning til sig selv om ikke at måtte få det svært senere hen – for hvis ikke jeg er ”nem”, hvad er jeg så? På den måde bliver børnenes mulighedsrum begrænset, og de kan føle sig nødsaget til at skjule eller undertrykke deres følelser for andre eller have svært ved at mærke dem selv.

At kalde et barn “nemt” kan også være med til at forme den måde, vi grundlæggende forstår børn og barndom på. I et samfund, hvor målet for forældreskabet ofte beskrives i termer som “at få hverdagen til at hænge sammen” og “at have styr på tingene”, kan betegnelsen “nem” let glide ind som en vurdering af, hvor let en opgave barnet er for de voksne omkring det.

Når vi taler om børn på den måde, sker der flere ting:

• Barnet bliver gjort til et projekt, der skal fungere, snarere end et menneske, vi er i relation med.
• Fokus flyttes fra tæt følelsesmæssig kontakttil praktiske hensyn som søvnrytmer, spisesituationer eller adfærdsregulering.
• Forældre kan mærke et pres for, at deres barn helst skal være “nemt” – både for at passe ind socialt og for at signalere, at man er en velfungerende familie.
• Relationelle udfordringer risikerer at blive opfattet som individuelle fejl hos barnet eller forælderen i stedet for noget, der opstår mellem mennesker, der prøver at finde hinanden.

Dette sprog kan komme til at skygge for noget helt centralt: At forældreskab først og fremmest handler om tilknytning, tryghed og kærlighed. Et barn er ikke en opgave, der skal løses. Det er et menneske, der skal elskes, mærkes og forstås.

Når vi i stedet taler om relationen – om det, barnet kommunikerer, og det, forælderen forsøger at møde – skifter perspektivet: Fra effektivitet til nærvær. Fra kategorier til kontakt. Fra vurdering til forbindelse.

Det betyder dog ikke, at de praktiske omstændigheder omkring barnet ikke kan være mere eller mindre svære og stressende for forældre at stå i. Det er klart, at hvis barnet har mange opvågninger om natten, har udfordringer med at spise, store følelsesudbrud, sanseintegrationsvanskeligheder eller en diagnose fx, så påvirker det selvfølgelig hverdagen. Men det kan være værd at være opmærksom på, om det er barnet der får et label, som nemt eller svært eller situationerne.

I pædagogiske og professionelle sammenhænge påvirker vores sprog vores opmærksomhed. Når vi kalder et barn “nemt”, er der risiko for, at vi ubevidst:

• giver barnet mindre voksenkontakt
• lader barnet være “den fleksible” i gruppen
• forventer social modenhed, barnet måske ikke har
• overser tidlige tegn på mistrivsel

Et mere nuanceret sprog gør det lettere at tilgå alle børn med samme nysgerrighed og faglighed.

I stedet for at tale om nemme eller svære/udfordrede børn, kan vi med fordel tale om forskellige situationer, hvor barnet måske har brug for ekstra støtte, tydelige rammer, nærvær, forberedelse, ro eller noget helt andet og være nysgerrig på, hvad der sker omkring barnet. Hvor er det henne, udfordringerne typisk viser sig? Hvem er det sammen med? Hvad viser barnet? Hvad har det mon brug for? Og hvordan kan vi bedst støtte det?

Når vi skal sætte ord på børnene, så lad os prøve fx og tale om:

• børn med forskellige temperamenter
• børn, der udviser rolighedeller er aktive
• børn, der har tydeligeeller mindre tydelige signaler

På den måde kan vi gå nysgerrigt til børnene og forstå, hvad der er på spil.

For at tale mere om relationen end om opgaven i at have børn, kan du starte med at spørge dig selv og andre:

• Hvad elsker jeg ved mit barn?
• Hvornår hygger vi os især?
• Hvad kan vi godt lide at lave sammen?
• Hvornår griner vi sammen?

Det vigtigste er, at ingen børn – uanset hvordan de fremtræder – må blive reduceret til en etiket. Alle børn har følelser, behov og indre liv, der fortjener opmærksomhed. Ved at være bevidste om vores sprog kan vi hjælpe med at skabe et miljø, hvor hvert barn får mulighed for at trives ud fra netop deres styrker og udfordringer.