Når ønsket om at blive mor ikke er sort-hvidt

Published On: 12. januar 2026Categories: Blogindlæg

Når ønsket om at blive mor ikke er sort-hvidt

Published On: 12. januar 2026Categories: Blogindlæg

For mange kvinder er forestillingen om at blive mor forbundet med glæde, forventning og mening. Samtidig oplever en del kvinder også tvivl – en tvivl, der kan være stille og privat, eller påtrængende og angstfyldt. Tvivlen kan handle om alt fra identitet og frihed til parforhold, krop og ansvar. Og for nogle føles den næsten forbudt.

“Burde jeg ikke bare være sikker?”

I vores kultur lever der stadig en stærk fortælling om, at ønsket om børn er naturligt, instinktivt og ukompliceret – især for kvinder. Derfor kan tvivl vække skam og skyld: “Hvad er der galt med mig?”, “Er jeg egoistisk?”, ”hvorfor har jeg ikke en stærk lyst til at blive mor?” eller “Betyder min tvivl, at jeg ikke vil blive en god mor?”

Men tvivl er ikke et tegn på umodenhed eller manglende omsorgsevne. Tværtimod er den ofte et udtryk for refleksion, ansvarsfølelse og et ønske om at træffe et valg, der stemmer overens med ens værdier og liv.

Hvad kan tvivlen handle om?

Tvivl om moderskab kan have mange ansigter, og den kan ændre sig over tid. Nogle af de mest almindelige temaer er:

  • Identitet og frihed: Hvem er jeg, hvis jeg bliver mor? Hvad mister jeg – og hvad vinder jeg? Hvordan vil det påvirke min krop og mit sind?
  • Ansvar og utilstrækkelighed: Kan jeg give et barn det, det har brug for – følelsesmæssigt, praktisk og økonomisk?
  • Parforholdet: Hvordan vil et barn påvirke vores relation, vores roller og vores nærhed? Er vi klar til at få et barn, der hvor vi er i vores relation nu?
  • Arbejdsliv og ambitioner: Er der plads til både moderskab og faglige drømme?
  • Egne erfaringer: Tidligere svigt, mangel på følelsesmæssigt nærvær, svære relationer eller psykiske udfordringer kan vække frygt for at gentage mønstre.

For nogle opstår tvivlen også i mødet med biologiske realiteter som fertilitet, alder eller oplevelsen af tidspres, hvilket kan forstærke følelsen af at skulle træffe “det rigtige valg” hurtigt.

Enten-eller – eller både-og?

En udbredt misforståelse er, at man enten vil have børn eller ikke vil have børn. I virkeligheden befinder mange sig i et både-og: Et ønske, der sameksisterer med modstand. Glæde blandet med sorg. Nysgerrighed blandet med frygt.

Det er muligt at længes efter et barn og samtidig sørge over det liv, man måske må give slip på. Disse følelser udelukker ikke hinanden – de er en del af samme indre proces.

Når tvivlen bliver tung

For nogle kvinder fylder tvivlen så meget, at den skaber uro, grublerier og søvnløshed. Måske kredser tankerne konstant om fremtiden, eller måske føles hvert valg forkert. I sådanne tilfælde kan det være hjælpsomt at få et rum, hvor tvivlen ikke skal løses, men udforskes.

I terapien kan man arbejde med at:

  • Skelne mellem egne ønsker og ydre forventninger
  • Forstå, hvor tvivlen kommer fra
  • Give plads til ambivalens uden at presse på for en hurtig afklaring
  • Opbygge tillid til, at man kan finde ro i det liv, man vælger

Der findes ikke ét rigtigt valg

Tvivl om moderskab er noget, mange kvinder bærer alene, og som nogen skammer sig over. Fra vores perspektiv findes der ikke rigtige og forkerte valg, men valg, der er mere eller mindre i overensstemmelse med den, du er, og det liv, du ønsker at leve.

At tage sin tvivl alvorligt er ikke et svaghedstegn – det er en måde at tage sig selv og sit liv seriøst. Uanset om du ender med at blive mor eller ej, fortjener dine overvejelser respekt og omsorg.

Hvis du genkender dig selv i denne tvivl og savner et sted at tale åbent om den, kan det være en støtte at søge professionel hjælp. Ikke for at få et svar, men for at finde din egen vej frem.

I terapi kan du få et fortroligt rum til at undersøge dine tanker og følelser i dit eget tempo, uden at skulle nå frem til et bestemt svar.

Hvis du står et sted i livet, hvor spørgsmål om børn fylder – eller hvis tvivlen skaber uro, skamfuldhed eller følelsen af at være fastlåst – er du velkommen til at tage kontakt. Sammen kan vi arbejde på at skabe klarhed, ro og større tillid til dine egne valg.

Skrevet af:

Josephine Bojsen-Møller

Psykolog Josephine Bojsen-Møller

Relaterede blogindlæg