At føle sig følelsesmæssigt tom, distanceret eller usikker efter fødslen er langt mere almindeligt, end mange tror. Nogle forældre beskriver en følelse af ansvar uden varme. Andre oplever ligefrem fremmedhed over for barnet og får derfor tanken: “Er der noget galt med mig?”

Ofte bliver disse tanker holdt skjult, fordi idealet om den lykkelige, forelskede forælder fylder meget i vores kultur. Men tilknytning er ikke altid noget der sker på et øjeblik – det er ofte en proces.

Der kan være mange grunde til, at kærligheden ikke melder sig med det samme:

• Fødslen kan være fysisk og psykisk overvældende
  Kroppen er i alarmberedskab, hormonerne svinger, og mange er udmattede.
• Graviditet og fødsel kan vække gamle erfaringer
  Tidligere tab, traumer eller svære relationer kan blive aktiveret uden at man er bevidst om det.
• Virkeligheden matcher ikke forventningerne
  Hvis forløbet eller følelserne ikke stemmer overens med det, man havde forestillet sig, kan det skabe afstand og skam.
• Psykisk belastning efter fødslen
  Stress, angst eller depressive reaktioner kan dæmpe evnen til at mærke glæde og nærhed – uden at det siger noget om ens evne til at være en god forælder.
• Adskillelse fra barnet
  Hvis man har været væk fra sit barn lige efter fødslen, kan det også have en betydning for, hvor hurtigt man knytter sig.

For mange forældre opstår kærligheden gradvist. Den kan vokse frem i gentagelserne: når man trøster, skifter ble, vugger, taler, er vågen om natten. Det er ikke ualmindeligt, at følelsen først kommer uger eller måneder senere – stille og roligt.

Tilknytning handler ikke om at føle “det rigtige” med det samme, men om at blive ved med at være der for sit barn, møde det kærligt, vise omsorg og langsomt danne et bånd.

Nogle forældre kan have lyst til at trække sig fra barnet, hvis de er skamfulde over ikke at føle stor kærlighed og føler sig forkerte som forælder. I det tilfælde kan det være en efterfødselsdepression, der er på spil. Utilstrækkelighedsfølelsen kan også forstærkes, hvis man ser, at den anden forælder har god kontakt til barnet og møder det med en varme og omsorgsfuldhed, som man selv har svært ved at mærke. Det kan starte en negativ spiral, da det der som sagt øger tilknytningen, er at bruge tid med barnet og have god kontakt. Derfor er det vigtigt, at begge forældre er sammen med barnet, udfører omsorgsopgaverne og får oplevelsen af at slå til som forælder, men hvis der er en efterfødselsdepression på spil, skal det selvfølgelig være i et tempo, hvor forælderen også føler sig i stand til at kunne påtage sig det ansvar.

Når forældre skammer sig over ikke at føle nok, kan det i sig selv også gøre det sværere at komme i kontakt med barnet. Tanker som “jeg burde føle mere” eller “andre klarer det bedre end mig” kan skabe en følelse af afstand.

At kunne tale åbent om disse følelser – med en partner, en ven, en sundhedsprofessionel eller en psykolog – kan være et vigtigt skridt mod mere ro og kontakt. Det kan være svært for partneren at skulle høre meget indgående ind til den kontakt, som der ikke er mellem forælderen og barnet, og derfor kan det være en fordel, hvis andre også inddrages i, hvordan personen har det. For begge forældre kan det være svært at stå i, at de forestillinger man havde om at blive familie, ikke er blevet indfriet. Hvis den ene forælder er ramt af en efterfødselsdepression vil det påvirke begge forældre, men heldigvis får de fleste det hurtigt bedre, hvis de får hjælp til at håndtere det.

Hvis følelsen af tomhed, tristhed eller afstand varer ved, eller hvis bekymringerne fylder meget, kan professionel støtte være hjælpsom. Ikke fordi der er noget “forkert”, men fordi forældreskab er en stor psykisk overgang, som nogle gange kræver mere støtte end forventet.

I terapi er der plads til at sætte ord på de følelser, som kan være svære at dele med andre. Samtalerne kan hjælpe med at mindske skam, skabe forståelse for egne reaktioner og styrke kontakten – både til dig selv og til dit barn.

Terapi kan være en støtte, uanset om kærligheden føles fjern, forvirrende eller bare anderledes end forventet. Det er ikke et tegn på svaghed at søge hjælp, men på omsorg – for dig selv og for dit barn.