I vores kultur har synlige og markante kvaliteter længe været højt værdsat: selvsikkerhed, spontanitet, karisma og networkingevner. Disse forbindes ofte med succes – både i arbejdslivet og socialt.

Særligt i konkurrencedygtige og præstationsfokuserede samfund er der lagt vægt på, at man skal kunne “sælge sig selv”, tage ordet og være tydelig for at blive set. Både i skolen og på moderne arbejdspladser er indrettet omkring samarbejde, åbne rum og kontorlandskaber og konstant kommunikation – forhold der typisk falder lettere for dem med mere udadvendte træk. Mange unge mennesker fortæller, at de i deres skolegang er blevet presset til at skulle række hånden mere op og sige mere, og at det på den måde var ”forkert” at være mere tilbageholdende.

Konsekvensen kan være, at personer med mere observerende træk vokser op med en følelse af at skulle ændre sig for at passe ind. Det rejser spørgsmålet: Hvad sker der, når én måde at være menneske på bliver betragtet som mere rigtig end en anden?

Det, vi ofte kalder introversion, bliver nogle gange forvekslet med generthed, usikkerhed eller manglende social lyst. Men mere indadvendte træk handler sjældent om at være antisocial – de handler om, hvordan man lader op, bearbejder verden og trives i sociale fællesskaber.

Mennesker, der befinder sig længere mod den indadvendte ende af spektret, søger typisk dybde frem for bredde. De sætter pris på nærvær, mening og rolige rammer. De er ofte observante, reflekterede og gode til at lytte – kvaliteter, der kan være lige så værdifulde som dem, vi forbinder med mere udadvendte træk.

Alligevel har mange af de ord, der bruges om de mere stille sider – fx tilbagelænet, reserveret eller indadvendt – en klang af noget mindre attraktivt. Men vi kunne også beskrive disse træk som lyttende, observerende, eftertænksomme og rolige positioner i fællesskabet.

I takt med at der kommer mere fokus på psykologisk diversitet, bliver disse kvaliteter i stigende grad anerkendt. Men sproget – og vores forståelse – halter nogle gange bagefter, når vi stadig taler om “enten-eller”: at man “i virkeligheden” er det ene, selvom man “virker” som det andet.

Mennesker med mere stille eller refleksive træk kan blandt andet bidrage med:

• evnen til at tænke før de taler og tage velovervejede beslutninger
• stærke analytiske evner og lyst til at fordybe sig i komplekse problemer
• dybe og stabile relationer med høj grad af nærvær
• en ledelsesstil præget af lytning, ro og plads til andre

Selvom ekstroverte træk som hurtige svar og synlighed i den vestlige kultur ofte er blevet belønnet, ser der ud til at foregå en modbevægelse, hvor de introverte træk vinder mere frem, men også bliver en ny kapital. Hvor personer der virker meget ekstroverte: Talende mennesker, der lader til at trives i større sociale settings claimer i ”virkeligheden” at være introverte. Det er interessant, at de mere følsomme, reflekterende og dybe træk lader til at vinde mere frem som en værdifuld valuta, men igen bliver det ofte omtalt som noget, vi er eller ikke er ”inderst inde” fremfor afhængigt af kontekst. Desuden lader det til, at de introverte træk blot kan blive endnu tilføjelse, som vi (udover de ekstroverte træk) skal besidde som mennesker for at være så helstøbte som muligt.

I stedet for at se introversion og ekstroversion som faste modsætninger, kan vi med fordel betragte dem som træk, der varierer for os hver især fra situation til situation. De fleste af os skifter position afhængigt af omgivelser, energi og relationer.

Måske er næste skridt ikke at finde ud af, “hvad man er mest”, men at udfordre idéen om, at der findes korrekte eller bedre måder at være menneske på. Når vi giver plads til hele spektret af menneskelige træk, åbner vi for en mere nuanceret og rummelig forståelse – både af os selv og hinanden.