Vi mennesker har alle sammen forsvarsmekanismer. De fungerer som et slags indre sikkerhedssystem, der hjælper os med at håndtere svære følelser og oplevelser. I sig selv er det ikke noget dårligt – tværtimod. Forsvarene har ofte været livsnødvendige, især i barndommen, hvor vi var sårbare og afhængige af vores omgivelser. De hjalp os med at tilpasse os og overleve følelsesmæssigt.

Men det, der engang var en hjælp, kan med tiden blive en hindring. Mange af os bliver ved med at bruge de samme forsvar, selv når vi ikke længere har brug for dem. Og her begynder vi ofte at betale en pris.

Et forsvar kan for eksempel være, at vi gør os følelseskolde, når vi egentlig er sårede. Siger ‘man’ i stedet for ‘jeg’ og på den måde bliver distancerede i vores vigtige relationer. At vi bliver overdrevent rationelle, når noget gør ondt. Eller at vi vender vreden mod os selv i stedet for at mærke, at vi er blevet behandlet uretfærdigt. Disse reaktioner sker ofte helt automatisk og uden, at vi lægger mærke til det.

Fra et ISTDP-perspektiv (Intensiv Dynamisk Korttidsterapi) ser vi på forsvarsmekanismer som strategier, der beskytter os mod at mærke de følelser, vi engang lærte var farlige, skamfulde eller uacceptable. For forsvarene kommer desværre med en pris. De skaber afstand – til vores følelser, til os selv og til andre. De kan give os symptomer som angst, depression, tomhed eller uro. Vi føler måske, at vi ikke rigtig lever – eller at vi hele tiden kæmper for at få kontrol over noget, der føles kaotisk indeni.

I ISTDP arbejder vi med at opdage og udfordre disse forsvar, nænsomt, men direkte. Ikke for at fjerne dem med magt, men for at forstå dem – og for at give plads til de følelser, som forsvarene forsøger at holde nede. Når vi begynder at stå ved det, vi mærker inderst inde, kan vi slippe gamle mønstre og leve mere ægte, frit og med mindre angstfuldt.

Forsvar er ikke noget, vi skal skamme os over – de var engang det bedste, vi havde. Men vi betaler en høj pris, hvis vi aldrig får mulighed for at lægge dem fra os.